Hvem kan blive svæveflyver?
Det kan alle!
Myten om hårdkogte piloter passer ikke. Det er ganske almindelige mennesker, der sidder ved pinden i de fly, der flyver rundt i det danske luftrum. Det gælder også for svævefly. Det eneste afgørende er – ud over interessen naturligvis – om helbredet er i orden. For at flyve solo skal man have en helbredsgodkendelse fra en flyvelæge (nærmeste fra Viborg er i Thorning), så det er en rent lægelig afgørelse, som Viborg Svæveflyveklub ikke har nogen indflydelse på.
Kravene til helbredelsesgodkendelse svarer til kravene til et kørekort. Forskellen er bare, at man som svæveflyver skal kontrolleres løbende, og ikke bare i forbindelse med erhvervelsen af certifikatet. Under 40 år hvert 4. år. Mellem 40 og 50 år hvert andet år, og over 50 år hvert år.
Alle kan også lære at manøvrere flyet, men alderen kan spille en rolle for, hvor mange starter man skal have, før man bliver sendt solo. Unge mennesker lærer generelt hurtigere, og de kan ofte flyve solo efter omkring 40 starter. Ellers skal man regne med omkring 60-70 starter med en instruktør.
Statistisk set er det mest mænd på 30 og opad, der dyrker svæveflyvning. Det gælder også i Viborg, men heldigvis har vi også en del helt unge medlemmer. Kvindelige piloter er helt klart en mangelvare, måske mest per tradition, for kvinder flyver absolut lige så godt som mænd. Lige som alle andre svæveflyveklubber vil Viborg Svæveflyveklub gerne have en tilgang af kvindelige medlemmer.
I det daglige tænker vi ikke på, om vi er unge eller ældre, kvinder eller mænd. I det daglige er vi svæveflyvere med en stor fælles interesse: den frie flyvning i samspil med naturen.





